Bordeaux 2023 En Primeur – skal / skal ikke?
Hvert forår er der mulighed for at købe Bordeaux-vine En Primeur (forkøb). En Primeur betyder, at man køber – og betaler – for vinene et par år før man modtager dem. Vinene er ikke tappet på flaske endnu, så de smagsanmeldelser man kan læse, er altså fra fadprøver.
Vi bliver ofte spurgt om det at investere i vin. Vi afstår normalt altid fra at anbefale vininvesteringer eller det modsatte for den sags skyld. Vi mener, vi med rette kan udtale os om vine og deres kvaliteter, men det at spå om prisudviklingen er noget helt andet. Efterspørgsel, inflation, arbejdsløshed, etc. på verdensmarkedet har stor indflydelse på prisudviklingen, og det ved vi for lidt om til at kunne sige noget kvalificeret.
Men det vi kan – og det vi gør i dette skriv – er at sammenligne priser med tidligere årgange og fra det fortælle, hvad vi selv gør eller ikke gør.
Der har været få år, hvor vi har købt En Primeur (både privat og i Ilvino-regi) og mange år, hvor vi ikke har. Og vi har på igen måde ramt plet hver gang. Heldigvis er det meget begrænsede mængder, vi har købt købt. F.eks. har vi købt en smule i årgang 2022 – det tror vi, at vi kommer til at fortryde. I nedenstående kan du formentlig forstå hvorfor.
Årgang 2023 i Bordeaux
Generelt køber man En Primeur for at være sikker på at kunne få vinene (det er dog MEGET få vine, man ikke kan købe efter frigivelse) eller – som oftest – fordi man gerne vil gøre et godt køb; altså at man spekulerer i at priserne stiger, når vinene et frigivet. Ser man historisk på prisudviklingen, så ligger de største gevinster i de store og kendte vine. Man kan naturligvis være heldig (dygtig?) at finde en billig vin, som efterfølgende bliver ”opdaget” og stiger voldsomt i pris. Jeg ville f.eks. gerne have købt Pingus i årene inden de eksploderede i pris. Men der er langt mellem disse eksempler. Og de vine, der opnår højere priser er som oftest i gode og langtidsholdbare årgange. Så derfor er det interessant at kikke på kvaliteten af en årgang.
Vi har ikke selv smagt årgang 2023 – så nedenstående kommentarer er baseret på en række artikler og smagsnotater, som vi har læst. Ud fra dem, vil vi vurdere 2023 til at være en middel-plus årgang. I gennemsnit et meget varmt år, men med store udsving i temperatur måned for måned. Nedbørsmæssigt et gennemsnitsår, men igen med meget store forskelle måned for måned. Så kan man diskutere hvor stort eller lille plusset skal være, men intet indikerer, at vi har med et top-år at gøre.
Hvordan er 2023 så prissat, sammenlignet med tidligere årgange? Sammenlignet med den foregående årgang 2022, så er mange vine sat ned i pris. Vine som Leoville Las Cases og La Mission Haut Brion er helholdsvis 40% og 23% billigere end i 2023 end i 2022 (En Primeur-priser). Det er næsten uhørt.
Der findes en on-line handelsplatform (auktion) der hedder WineBourse. De har ikke nødvendigvis den endegyldige sandhed, men det er interessant at følge deres kommentarer, som er drevet af pris-og rating-sammenligninger. Her er et par eksempler:
Leoville Las Cases 2023 EP is priced at a 40% discount to last year but let's make clear that the 2022 release price was ludicrous. 2019 is the best buy, cheaper by every measure than 2023 and is a far better overall vintage (Winebourse)
Mission Haut Brion 2023 En Primeur pricing is nowhere good enough, and seems to have fallen victim to the perils of Ratings Inflation. As per usual, 2019 a much better vintage is offered only marginally higher and incredibly 2018 which is also a better vintage, is cheaper. (Winebourse)
Angelus 2023 pricing is insulting. Yes, it’s a discount to the complete reality disconnect of 2022, but that in no way suggests 2023 is priced well. If you want to buy Angelus (a wine I personally like very much), buy 2010, 2009 or if you are more patient, 2019, 2018 or 2016. (WineBour
Eksempel – Leoville Las Cases
Der findes en web-portal, der hedder WineSearcher, som alle kan tilgå gratis. Man kan også betale et årligt gebyr, så kommer der flere – ofte mindre – vinhandlere frem. Her kan man få et godt billede af, hvad vin koster. Man skal dog være opmærksom på, priserne ofte er uden moms og afgift (eller med udenlandsk moms). Så nedenstående tal kan ikke bruges til at fastslå prisen for Leoville Las Cases i Danmark men kan bruges til at se udviklingen år for år.
Årgang 2018-2021 kan købes og blive leveret i dag. Årgang 2022 og 2023 er En Primeur og leveres om helholdsvis 1 år og 2 år.
2018: 1.700-2000 DKK
2019: 1.500-1.900 DKK
2020: 1.700-2.000 DKK
2021: 1.450-1.600 DKK
2022: 2.300-2.500 DKK
2023: 1.350-1.550 DKK
Så umiddelbart ser 2023 ud til at være et OK køb. Men hvis man sammenligner det med 2019 – som er et stort år (Robert Parker giver årgang 2019 96 point), så virker 2019 som et klart bedre køb. Hvis man blot lægger inflationen (pt 3% i EU) til en pris på 1.350 DKK, så koster 2023 1.520 DKK i ”fremtidskroner”. Og måske skal man forvente en højere forrentning af sine penge end inflations. Men med 3%, så får du med årgang 2019 en vin, du ved har høj kvalitet (den er smagt af utallige vinanmeldere i flere år, hvor 2023 er smagt af få og endda kun fra fad). Så personligt ville vi klart købe 2019 frem for 2023.
Fremtiden for Bordeaux
Som nævnt tidligere, så skal vi ikke udtale os skråsikkert om, hvordan fremtiden ser ud. Men vi kan dog godt referere til nogle faktuelle ting.
Generelt går det ikke godt i Bordeaux, når man kikker på, hvor meget vin de sælger. I forhold til 2006, så er produktionen næsten halveret og som nedenstående graf viser, så er udviklingen ikke vendt.
Indtil nu er det specielt almindelige Bordeaux-vine der er hårdt ramt. I nedenstående tabel kan man se, at hvor udbyttet er faldet i Bordeaux Rouge, Bordeaux Superieur og Cotes de Bordeaux (de 3 laveste klassifikationer) mens Pomerol og Saint Emilion er stabilt.
Og hvis man dykker yderligere ned i de områder, der har de højst klassificerede vine, så er udviklingen faktisk positiv mht. udbytte. Det vil sige, at krisen ikke har ramt de store vine – endnu……