Lær om Barolo

Barolo - lidt baggrundsviden

 

Navnet Barolo kan ikke med sikkerhed dateres længere tilbage end til midten af det 19’ende århundrede, mens hoveddruen i Barolo, Nebbiolo, beskrives første gang i det 13’ende århundrede. Men det er faktisk først inden for de seneste 20-30 år, at Barolo for alvor er blevet kendt som en kvalitetsvin. Efter 2. verdenskrig sættes området alvorligt tilbage rent økonomisk, og producenterne slutter sig sammen i kooperativer – bla. fordi det er svært at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.

Et kooperativ kan lave udmærket vin, men er sjældent et ”fyrtårn” som producerer de ypperste vine. Den udvikling starter først for 20-30 år siden, hvor de første producenter for alvor begynder at lave vin i eget navn og yderligere at lave enkeltmarks vine. Derfra er det gået stærkt – både kvalitets- og prismæssigt. De bedste Barolo-producenter laver i dag nogle af verdens bedste vine og på trods af betydelige prisstigninger, så er Barolo stadig noget billigere end Bourgogne.

Rent størrelsesmæssigt er Barolo mindre end 10% af Bourgogne og en brøkdel af Bordeaux. Der er færre end 1500 producenter – mens der er mere end 3000 i Bourgogne. Man kan naturligvis diskutere, om det er fair at sammenligne Bourgogne med Barolo – eller om Bourgogne ikke skulle sammenlignes med Piemonte. Og så bliver tallene naturligvis mere ”lige”. Men pointen er, at Barolo er et meget lille område – meget mindre end de fleste tror.

Barolo er en del af regionen Piemonte i Norditalien.

 

Nebbiolo – hoveddruen i Barolo

Nebbiolo er den eneste drue, der er tilladt til fremstilling af Barolo vine. Og druerne skal naturligvis være dyrket i et af de 11 navngivne områder i Barolo. Der er andre områder i Piemonte, der ligeledes fremstiller vine på Nebbiolo druen. Mest kendt er nok Barbaresco, men også områderne, Roero, Gattinara og Ghemme laver Nebbiolo-vine.

Navnet Nebbiolo menes at stamme fra det Italienske ord Nebbia, som betyder tåge. Nebbiolo-druerne høstes normalt i slutningen af oktober, og her ligger ofte en tæt tåge hen over hele området. Tågen – sammen med jordbundsforholdene – er vigtige ingredienser i at fremstille store Barolo vine. Tågen er med til at holde temperaturen nede i druerne og på trods af, at Nebbiolo blomstrer ret tidligt, så er tågen med til, at druerne modnes sent. Den tykke drueskal, som er karakteristisk for Nebbiolo druen, er en anden årsag til den langsomme modning af Nebbiolo.

Ud over at bidrage til den langsomme modning, så gør den tykke drueskal også Nebbiolo druen ret modstandsdygtig over for forskellige sygdomme, da de mikroorganismer, der forårsager sygdommene, har svært ved at trænge igennem drueskallen.    

Og endelig er den tykke drueskal også årsag til det høje tannin niveau i Nebbiolo druen, da tannin stammer fra drueskallen.

Det er ikke alle vine, der er fremstillet på Nebbiolo, som kan/skal lagres længe, men druen har det, der skal til for, at man kan fremstille lagringsværdige vine. For at en vin kan lagres længe, er der en lang række faktorer, der skal være opfyldt. For tørre rødvine er de 3 vigtigste garvesyre, frugtsyre samt en generelt høj frugtkoncentration i mosten. Og Nebbiolo er i stand til at levere på alle 3 parametre.

Selve produktionsmetoden har også indflydelse på, hvor længe en vin kan lagres. Her tænkes specielt på typen af egetræsfade under lagring, macerationstiden (hvor længe mosten ligger sammen med skallerne fra druerne), temperaturen, gæringstiden. Det bliver for meget at gå i detaljer med disse områder her, men for at illustrere vigtigheden af produktionsmetoden mht lagringspotentialet, så kan macerations-temperaturen bruges som eksempel. Lav temperatur (for rødvin) defineres som 10-20 grader – og 20+ (sjældent over 30 grader) som høj temperatur. Lave temperaturer ekstraherer mindre farve og mindre tannin (garvesyre) og det giver typisk en friskere vin og der bevares flere smagsstoffer. Så for at få det ønskværdige niveau af tanniner, så kan man forlænge macerationstiden. Hvordan man kombinerer tid og temperatur har stor indflydelse på vinen. Som et simpelt eksempel på effekten af temperatur, så tænk på hvordan man laver syltetøj. Bær varmes op i vand og ret hurtigt har man ekstraheret alt farve fra druerne og du står tilbage med et meget mørkt og frugtkoncentreret produkt. Hvis du tilsvarende blot lod bærrene ligge i koldt vand, så ville kun en meget lille del af farvestoffet blive frigjort. Lidt samme princip for vindruer og vinfremstilling.

Trenden i Barolo går imod lavere macerationstemperatur, lysere og mere tilgængelige vine – men fortsat med stort lagringspotentiale.  

  

De vigtigste del-områder i Barolo Lidt forvirrende, så hedder et af del-områderne i Barolo, Barolo. Der er 11 del-områder i Barolo, hvor 5 af dem, klart er de vigtigste. De 5 områder er: La Morra Barolo Castiglione Falletto Serralunga Monforte Man siger, at vinene fra La Morra er de mest milde og bløde, så kommer Barolo, Castiglione Fallette, Serralunga og den kraftigste og længstlevende er Monforte. Der er dog en række undtagelser for denne lidt stereotype måde at se verden på, som primært bunder i måden den enkelte vinproducent fremstiller sine vine på.

Der laves også glimrende vine i nogle af de andre områder – f.eks. importerer Ilvino vin fra producenten Mario Giribaldi, der laver sine Barolo vin i det område, der hedder Novello. Giribaldi er en gammel familiedrevet vingård, der er begyndt at fremstille alle deres vine økologisk, og generelt laver vin af høj kvalitet.

Men alle de store kendte producenter (Gaja, Giacomo Conterno, Aldo Conterno, Vietti etc etc) kommer alle fra et af de 5 hovedområder.

Ilvino importerer Barolo vine fra 3 producenter – Livia Fontana (Castiglione Falletto og Montforte), Mario Giribaldi (Novello) og Rocche Costamagna (La Morra).

 

Standard Barolo, enkeltmarks Barolo eller Barolo Riserva?

Hvad man foretrækker af de 3 typer, er et spørgsmål om personlig præference og tålmodighed. Hvis vi tager tålmodigheden først, så er det min personlige opfattelse, at Barolo Riserva aldrig skal drikkes ung. I et antal blindsmagninger af unge Barolo-vine, så klarer Barolo Riserva sig dårligt. Det tager tid for en Riserva at modnes og vinen virker ofte usammenhængende og for tanninrig som ung. En Barolo Riserva skal være lagret i minimum 62 måneder (hvoraf min. 18 måneder skal være på egetræsfade (store eller små)) og en Barolo – incl enkeltmarks Barolo – skal være lagret 38 måneder (hvoraf min 18 måneder på egetræsfade (store eller små)). En Barolo Riserva kræver mindst 10 års lagring fra høståret.

Med hensyn til Barolo og enkeltmarks Barolo, så er der en klar tendens til, at producenterne vælger de bedste marker og de bedste druer fra disse marker til deres enkeltmarks-Barolo. Så generelt får man en højere kvalitet i en enkeltmarks-Barolo. De kræver typisk også lidt længere lagring før de viser deres potentiale. Så start med at drikke den almindelige Barolo, derefter enkeltmarks-Barolo og vent med Riserva. Lidt forsimplet, men med en stor grad af sandhed.  

 

Husk at drikke Barolo af store glas – et Bourgogneglas egner sig perfekt til Barolo. Specielt en ung Barolo har godt af lidt luft og det er noget lettere at slynge vinen rundt i et stort Bourgogneglas

 

Med vinøs hilsen

Ilvino